Ole Hall - forfatter og erhvervsjournalist

Ole Hall er en prisvindende journalist, der i mere end et årti har dækket økonomi, erhvervsliv og teknologi for landsdækkende medier. Ole Hall er desuden en erfaren ordstyrer og foredagsholder, og han er forfatter til en række bøger om erhvervslivet og techindustrien.


Han er i dag ansat i DR Nyheder, hvor han er en del af redaktionen bag P1 Morgen og P1 Orientering.  Ole Hall bidrager også til bl.a. TV Avisen, Radioavisen, Genstart og dr.dk.


Før Ole Hall i 2015 kom til DR, har han været skrivende journalist på bl.a. Berlingske, Jyllands-Posten og Altinget.dk.


Han er aktuel med den anmelderroste biografi om Elon Musk Techmogulen Elon Musk: Manden der vil forme vores fremtid, og foredraget Elon Musk & den nye verdensorden.


Ole Hall er derudover kendt fra DR-podcasten Bitcoin-bedraget, hvor han undersøger et internationalt netværk, der er mistænkt for bedrageri i milliardklassen. 


Som journalist har Ole Hall også kastet lys over flere lovbrud i toppen af erhvervslivet. Han har afsløret ulovlige udledninger af kemikalier i Nordsøen foretaget af Mærsk Oil. Han har dokumenteret kønsdiskrimination mod tusindvis af gravide begået af de største virksomheder i forsikrings- og pensionsbranchen - hvilket har ført til bødestraf til 14 selskaber. Han har derudover afdækket, hvordan Danmarks største modekoncern Bestseller ulovligt har anvendt giftige kemikalier i børnetøj


Ole Hall har udgivet erhvervsbøger på Gyldendals forlag, Peoples Press og Grønningen 1 - det gælder den kritiske erhvervsbiografi "Kasi-Jespers kamp" og "Pandora - Danmarks vildste væksteventyr" og senest "Techmogulen Elon Musk".


For sit journalistiske arbejde har Ole Hall modtaget flere nomineringer og priser - bl.a. har han modtaget EU-Komissionens europæiske journalistpris for sine artikler på Jyllands-Posten. Han har modtaget Advokatrådets journalistpris for sin afsløring af forsikringsselskabers lovbrud, og han har sammen med kollegaer på P1 Morgen modtaget prisen for årets bedste kritiske interview i 2023. Derudover blev han sammen med kollegaer fra DR-dokumentar nomineret til prisen for årets bedst formidlede undersøgende historie for podcast-dokumentaren Bitcoin-bedraget.


Hvis du ønsker et skræddersyet foredrag af Ole Hall om Techmogulen Elon Musk, eller hvis du mangler en erfaren ordstyrer til dit næste arrangement, så ræk ud for at aftale nærmere.